Om Styregruppen for specialistuddannelsen i molekylærpatologi
Kliniske akademikere varetager i stigende grad højt specialiserede opgaver inden for bl.a. diagnostik og kvalitetskontrol i Sundhedsvæsenet. Fælles for denne medarbejdergruppe er, at deres uddannelsesmæssige baggrund oftest er forankret i de naturvidenskabelige og tekniske specialer. Dette gør kliniske akademikere i stand til at udføre højt specialiserede funktioner, mens kendskabet til klinisk praksis kan være begrænset. En målrettet specialistuddannelse kan både styrke og videreudvikle de kliniske akademikeres faglige kompetencer med afsæt i specialets behov og samtidig ruste dem til arbejdet i sundhedsvæsenet. Dette inkluderer en dybere forståelse af sundhedsvæsenets organisation, forordninger og samarbejdsstrukturer, hvilket samlet set vil bidrage til at sikre kvalitet og effektivitet i deres fremtidige arbejde.
I patologien har begrebet “personlig medicin” for længst gjort sit indtog og grundlagt behovet for en ny faggruppe i specialet. Detektion af molekylærpatologiske forandringer, herunder prædiktive, prognostiske og diagnostiske markører, spiller en stadig vigtigere rolle i det daglige arbejde. Synligheden omkring de prædiktive analyser, der er afgørende for korrekt valg af målrettet behandling til den enkelte patient, har længe været stor, men anvendelsen som diagnoseunderstøttende markører er ligeledes et område i hastig vækst. Molekylærpatologien som felt forventes derfor at vokse støt over tid og det er derfor essentielt, at de kliniske akademikere, der varetager bl.a. validering, implementering og fortolkningen af analyser, bliver klædt bedst muligt på til rollen som specialister og sparringspartnere for både laboratoriepersonale, patologer og klinikere. Patologispecialet har derfor behov for en specialistuddannelse, som både skal sikre, at de kliniske akademikere opnår praktisk og teoretisk specialistviden