Karrierevejledning

Karrierevejledning er hjælp til at træffe det bedste specialevalg og hjælp til at løse de udfordringer, du kan opleve i din lægekarriere. Det er vigtigt, at du selv tager ansvar for at få karrierevejledning, så du får den bedst mulige fra starten af din karriere. Nedenfor er oplistet forskellige muligheder for at få karrierevejledning.

Arbejdspladsen
Den vigtigste karrierevejledning foregår på arbejdspladsen, hvor du i dialog med vejleder og kolleger afprøver, om det er det rigtige speciale for dig. Du kan bede din vejleder eller uddannelsesansvarlige om karrierevejledning og få en konstruktiv samtale om din fremtid. Det er en fordel, hvis du selv forbereder samtalen og ved, hvilke punkter du gerne vil have sparring omkring.

Videreuddannelsessekretariatet
Sekretariatet kan svare på spørgsmål om fakta vedrørende mulighederne og reglerne på uddannelsesområdet. F.eks. kan vi hjælpe med svar på spørgsmål om opslåede og besatte stillinger og vi har viden om specialernes ansættelsesprocedurer til hoveduddannelserne.

Yngre Læger
Ved spørgsmål om rettigheder, overenskomst eller inspiration til din videre karriere, så anbefales du at søge rådgivning hos Yngre Læger. Her kan du bl.a. hente inspiration ift. karriere og uddannelse og få hjælp til specialevalg. Der er endvidere mulighed for at tilmelde sig nyhedsbrevet og løbende modtage information om uddannelses- og arbejdsliv for yngre læger.

Karrieredagen/Specialernes Dag
Hvert år i efteråret afholder de forskellige Videreuddannelsessekretariater sammen med Universiteterne en Karrieredag/Specialernes Dag, hvor de enkelte specialer og relevante virksomheder er repræsenteret ved hver deres stand. Her kan du få information og stille spørgsmål til de yngre læger indenfor specialet og til relevante virksomhedsrepræsentanter.

Endelig er der mulighed for at kontakte studie- og karrierevejledningen på Universiteterne.​